Lisa Yan, 18 – Copenhagen, Denmark

Jeg skylder “SKAM” så meget, at jeg nok aldrig fuldt ud vil kunne udtrykke min taknemmelighed. Gennem min opvækst er jeg stødt på tv-serier og film om anoreksi, depression og andre psykiske lidelser, som på en eller anden måde kan glamouriseres og/eller gøres Hollywood-worthy. Det er jeg superglad for, da nogle værker er så godt skrevet, at de giver en form for forløsning til dem, der døjer med noget lignende. Før jeg så Isaks sæson, var jeg dog aldrig stødt på en repræsentation af, hvad det vil sige at have en skizofren mor. Selvom man aldrig helt finder ud af, hvilken sygdom hun har, kunne jeg se mig selv i Isak så meget, at det var skræmmende. Det var så smertefuldt at se, fordi jeg gennem mange år selv har skammet mig over min dysfunktionelle familie, som på ydersiden engang var perfekt. Ligesom Isak måtte jeg, dog som 16-årig, flytte ud, fordi min mors vrangforestillinger steg hende til hovedet. Da jeg så ham i episode otte, hvor Even fortæller om deres fremtidige bryllup og “Pretty Woman”, blev jeg trukket tilbage til alle de gange, min mor har fablet i flere timer om dem, der forfølger hende. Og det vakte sådan en kæmpestor frygt inden i mig for, at jeg en dag på samme måde vil falde for en, som vil tage mig tilbage til det mønster, jeg engang var fanget i i flere år.
Jeg lærte dog også i de senere afsnit, at det ikke er det samme mønster. For netop fordi Isak havde erfaring med sin mor, vidste han, hvordan han skulle håndtere dét at være omkring nogen med psykisk sygdom, og det gav ham samtidig en forståelse over for hans mors lidelse. I alle disse år har jeg ligesom Isak skubbet min mor væk, fordi det gør så ondt at skifte mellem at have hende tæt på til at være flere galakser fra hende, men sæson 3 lærte mig, at der også er en lykkelig slutning for folk med psykiske lidelser og deres pårørende. Jeg lærte, at jeg ikke hader min mor, men skizofrenien, og hvad det har gjort ved vores forhold. For jeg elsker hende jo – også selvom jeg ikke kunne redde hende.