Christine, 51 – Denmark

Verden trenger Skam, og det gør jeg også.
Skam holdt håbet oppe og kærligheden og det menneskelige i fokus. Vi er fulde af fejl og udviklingsmuligheder, sårbare og skønne. Alle andre steder er diskussioner om politik og det at være menneske så hårde, konfronterende. Selv når jeg lytter til de, der har holdninger jeg er enige i, synes jeg hurtigt de bliver så firkantede, så dogmatiske at høre på. Skam viser os noget andet. En anden måde at se på verden, et håb. Den viser os hvad vi indeholder. Alt det potentiale vi har.
Skam har ikke bare været en serie, med en fantastisk realtidsoplevelse, et kunstværk, skabt af geniale, kreative mennesker med stor følsomhed og tons af humor. Den var ikke bare “derude”.
Den eksisterede også hos os, de skambidte, “the skamily”. Vi har grint og grædt, diskuteret, lyttet åndeløst og med tårer i øjnene på hinandens erfaringer, ligget vågne om natten, utålmodigt ventet på det næste livstegn, haft henførte forelskede smil…
Den forandrede mig. Mit fundament, mine tektoniske plader forskubbede sig i mødet med Skam. Det er så fuldstændig vanvittigt, men jeg tror, jeg ikke rigtig vidste hvordan to voksne mennesker viser og udtrykker deres kærlighed til hinanden, hjerte til hjerte, før jeg så sæson 3! Og jeg har et barn og flere forhold bag mig (!) Manuskriptet, instruktionen, hele set-up’et og de fuldstændig eminente skuespilpræstationer, kombineret med realtidsoplevelsen og diskussionerne undervejs på de sociale medier nåede dybt, dybt ind og forandrede mig, forløste mig. Jeg er ikke længere den samme, min verden er ikke længere den samme.
Jeg opfatter også andre mennesker anderledes end før, ser vores fantastiske potentiale, al vores sårbarhed og ufuldkommenhed. Skam talte til mit hjerte, og ikke bare mit intellekt. Den nåede mig helt derinde, hvor der er blødt og sårbart, og dermed kunne den forandre mig.
Så tak, af hjertet tak <3