Anonymous, 54 – Denmark

Er det muligt at takke SKAM Crew nok? Det kunstværk I har efterladt har gjort en kæmpe forskel for mig. Før var min hverdag trist, ensom og tom. For syg til at være blandt mennesker IRL. Så så Jeg SKAM, måtte dele med andre og fandt flere SKAM grupper jeg følger. Nu er jeg glad når jeg vågner. Se nu for jer Isak som vågner og leder efter mobilen😂 -er der mon skrevet nyt om SKAM?
Sæson 3 ramte mig så voldsomt at jeg måtte tegne mig ud af det. Tegne mig ud af min sorg, min skam. Og det er jeg evigt taknemmelig for. At få mig til at se skammen, og tilgive mig selv.
Jeg har en alder hvor man har oplevet en del. Men jeg havde ikke set og bearbejdet skammen, fandt jeg ud af.
Som halvtysk, med en tysk mor i DK i 60’erne, mødte vi had, jeg blev mobbet og holdt udenfor i min klasse. Gid jeg havde mødt en Isak der!
Jeg har haft en far hvor jeg kun fik kærlighed hvis jeg gjorde som han ville. Jeg har haft en skizofren kæreste som jeg måtte flygte fra for at overleve voldtægter og vold.
Jeg har mistet mit elskede job som lærer, efter en meget uheldig hjernerystelse, som gør at jeg ikke tåler mange indtryk. Det er en kæmpe sorg💔 Ved at følge jer på Hartvig Nissen❤️❤️❤️ kom der plaster på såret, og jeg har elsket jer som var i mine egne elever,-mine elever har jeg ofte elsket som var det mine egne, fordi jeg ingen selv har. Jeg vil fortsætte at tegne så godt jeg kan. Det giver mig en glæde for da er jeg tættere på SKAM.
Men det som også er det helt fantastisk er at jeg bruger SKAM og tegning som genoptræning af min skade. Jeg har lært at forstå norsk, så jeg nu kan se norsk tv uden undertekster og læse norske bøger. Min koncentration bliver målbar bedre. Og min hukommelse har godt af at se klip igen og igen! Så istedet for den negative spiral som jeg levede i før, så er jeg i en positiv opadgående spiral. Tænk om det lykkes mig en dag at rejse til Oslo?